Balance i økonomien - hvad er det egentlig?

Jeg har flere gange hæftet mig ved at ledende personer i Brøndby har talt om at der skal være balance i økonomien. Det lyder jo rigtigt fornuftigt - med hvad vil det egentlig sige? Er det en pæn måde at sige at vi drosler ned for ambitionerne? Eller hvad betyder det helt præcist?

Jeg har i første omgang forstået det således at det handlede om 2 ting: 1) Få styr på lønomkostningerne som var gået amok og så få kickstartet indtægterne igen. 2) Få styr på indtægtssiden. De fleste vil være enige om at Brøndby har et fornuftigt potentiale til at have - i hvert fald indtægter i top 2 fra ordinær drift - det vil i denne sammenhæng sige indtægter som ikke kommer fra badeland, spillersalg og deltagelse i europæisk fodbold. Men er det nu også rigtigt?

 

alle beløb er i millioner kroner.

Regneark er jo taknemmelige. Men har for sjovt forsøgt at smide nogle tal ind i et regneark. De er groft lånt fra Brøndbys regnskaber igennem årene. I 2013 ligner det at Brøndbys omsætning havner omkring 100 mio. Jeg har indlagt en forventning om at Brøndby i takt med at man konsolidere sig i toppen af dansk fodbold langsomt men sikkert vil kunne hæve sin indtægter.

Per Rud har også nævnt at vi har superligaens næsthøjeste spiller budget - og jeg har indlagt min personlige forventning om at man vil forsøge at gå efter 100 mio i løbet de næste par år. Uden ekstra ordinære indtægter vil Brøndby således formøble penge hvert eneste år. I alt 320 mio kroner over de næste 10 år.

Man kan spørge sig selv om det er en fodboldklub med økonomien i balance? NEJ, vil jeg hævde.

I mit næste eksempel har jeg taget udgangspunkt i overstående økonomi - og forsøgt at lægge ind at der også er mulighed for at opnå og opsøge ekstraordinære indtægter jeg har fra 2014 lagt spillersalg ind på 20 mio kroner per år. Det er vel en stjerne spiller. Eller 2-3 gode spillere.  Samtidigt har jeg indlagt at Brøndby er en klub i top 2-3 stykker og derfor vil have mulighed for at tjene penge ved europæisk fodbold.



 

som man kan se har det en kraftig påvirkning af virksomhedens resultat. I stedet for at formøbler 320 mio kroner over 10 år er der nu et lille overskud på 20 mio kroner i samme periode. Er det en økonomi i balance? Det er nok svært at sige noget sikkert om. Men på en eller anden måde skal Brøndby hente et stort antal millioner ved enten deltagelse i Europa eller salg af spillere - og formentlig med en kombination af begge dele. 

Tager man til sidst en mere ekstrem model. Indtægterne har samme udvikling i de tidligere eksempler. Men Brøndby har besluttet at indgå i et kapløb med fck om at have det størst mulige spillerbudget. Jeg har ladet spillerbudget stige jævnt til 170 mio over de næste 10 år. Uden ekstraordinære indtægter vil det give et negativt resultat på 600 mio kroner.


 

På de ekstra ordinære indtægter har jeg forsøgt at tage højde for at et højere spillerbudget vil forøge chancerne for et mesterskab og dermed for adgang til Champions League deltagelse. Lad os tage den bagvendt. Præmissen for denne model er i balance er at man hvert år kan sælge spillere og at man 2 gange i løbet af de næste 10 år kommer i Champions League gruppespillet og at man spiller med i europæisk fodbold hvert år. I dette eksempel er økonomien næsten i balance med et lille underskud på 30 mio over 10 år.

Konklusionen er nok at investering i fodbold er en højrisiko forretning, uanset om du har en konservativ eller en aggressiv tilgang til markedet. Udfordringen er formentlig at selv 170 mio spillerbudget ikke vil være nok til at slå fck ud, de vil også reagere og sikre deres forretning og investering ved at øge spillerbudgettet.

For en god ordens skyld på jeg hellere nævne at dette er en ultra-forsimplet fremstilling. Der blandt andet ikke tager højde for cashflow og afskrivninger. Derfor er der heller ikke taget højde for at spillersalg bogføringsmæssigt skal fratrækkes restafskrivninger inden det bogføres - det skal ses som en nettofortjeneste ved spillersalg.
 

There can be only one ...

Brøndbys strategi begynder at blive mere tydeligt. Man vil fokusere på fodbold-forretningen – forlyder det. Man har investeret massivt i truppen – både på den korte og lange bane – med henholdsvis rutinerede spillere og talenter. Man vil sikre sig de bedste talenter i hver årgang har Per Rud udtalt og der vil blive lanceret en massiv satsning på talentarbejdet i løbet af vinteren – som skal bringe Brøndby tilbage som det førende hold inden for talent-udvikling.

Med tanke på at Ulvene bruger et stykke over 10 mio kroner om året på deres talent-fabrik. Så ligner der formentlig en investeringen i omegnen af 15-20 mio kroner på årsbasis. Samtidigt har man også udtalt at man vil ikke ønsker at have de samme dyk i præstationer som f.eks. Nordsjælland har haft – hvilket igen må betyder at man løbende vil investerer i klassespillere - eller fastholde sine talenter i længere tid. Alt sammen i et forsøg på atter at blive Danmarks fodbold flagskib nummer 1.

Der er to eviggyldige sandheder i professionel fodbold. Den ene er den om sammenhængen mellem lønomkostninger og sportslige resultater, og den anden er den med sammenhængen mellem de sportslige resultater og omsætning. Over TID vil en klub, der bruger flere penge på sin trup end konkurrenterne, vinde flere kampe og have en højere omsætning. Jeg har tidligere påstået at Brøndby har en stor motor - med hvilket jeg mener at man vil kunne skabe relativt mange indtægter (i forhold til andre hold) - når og hvis resultaterne viser sig.

Omvendt tror jeg også at vi må erkende at HVIS Brøndby skal matche fck i et forsøg på at blive superligaens bedste klub (igen). Så kræver det at man også matcher deres investeringer i truppen. Der er vel tale om mere end 100 mio kroner i spillerbudgetet. Det er et ekstremt stort tal. Især hvis man ser det i forhold til de potentielle indtægter. For eksemplets skyld kan man forestille sig at man sælger samtlige 29.000 pladser som sæsonkort til 1000 kroner stykket. Så har man ikke en tredjedel af krævede beløb. Selv med TV, sponsorer og salg af merchandise er der lang vej op til et breakeven. For at lukke hullet er der vel kun 3 øvrige indtægtskilder. Champions League, Spiller salg og hente penge hos aktionærerne. Heraf er den bedste (men også den mest risikobetonede) model formentlig at gå efter guldet og komme med i champions league? Alternativet er en tanke om at man kan producere så mange talenter af Agger kaliberen at man kan sælge dem løbende - uden at kompromittere holdet og resultaterne. Desuden er værdien af spillere igen afhængige af sportslige resultater - man sælger ikke spillere til 60 mio, hvis man ligger midt i tabellen. Et andet alternativ er at sætte gang i seddelpressen igen - og hente kapital hos fans og stor-investorer. Vi fans skal nok smide nogle gryn, men storinvestorer vil med sikkerhed kun smide penge i projektet med udsigt til et afkast som afspejler den risiko de løber. Så man kan godt stille spørgsmålstegn ved om de 2 andre veje er gangbare.

En af de fundamentale forskelle på Brøndby og fck er at fck har en flerbenet strategi - hvor man løbende kan sikre sig indtægter fra Badeland og andre aktiviteter. Basalt set er det risikospredning. Brøndbys nye strategi, går ikke i den retning. Her er der fokus på fodbold forretningen.

Det faktum at Brøndby har penge på kistebunden - kan give os tid til at lukke hullet op til fck. I princippet er et betydeligt kapitalberedskab (penge på kistebunden) i lige så høj grad som et stabilt og positivt cash flow fra driften (læs en indtjening, der ikke er afhængig af sportslige resultater er på den korte bane eg. (Badeland og andet) kan sikre en fodboldklub TID til at lade branchens mekanismer virke for sig - i stedet for imod.

Man kan så at sige "købe sig tid" til at sikre, at de dygtigste (og dyreste) spillere begynder at vinde flere kampe end de knapt så dygtige (og billigere) spillere - eller sagt med andre ord: Ved at sikre sig tilstrækkelig tid, tager man tilfældighederne ud af fodbold som økonomisk foreteelse.

Udfordringen er imidlertid, at afkastet i den enkelte fodboldsæson kan være påvirket af tilfældigheder, hvorfor man med fordel kan se på det gennemsnitlige afkast over en længere tidsperiode, når man vurderer den økonomiske værdi af investeringen i et fodboldhold.

For eksemplets skyld: Hvis forretningsområdets risikoprofil tilsiger, at man skal have en årlig forrentning på 20 procent, så kan det jo opnås, selv om man har negativt afkast i tre sæsoner, HVIS man til gengæld har et meget positivt afkast i de sidste to sæsoner i en fem-årig periode (eksempelvis ved kvalifikation til Champions League gruppespillet).

Der er to forudsætninger for en sådan strategi:

For det første skal man tro på, at de bedste/dyreste spillere rent faktisk vil vinde flere kampe og generere flere indtægter end deres billigere kolleger, hvis de får tilstrækkelig tid til det. Altså at markedet for fodboldspillere er et effektivt marked, hvor man i princippet får, hvad man betaler for - ikke spiller for spiller, men trup for trup over flere sæsoner. Det underbygges af stort set alle undersøgelser af fodboldøkonomi.

For det andet skal man kunne svare enhver sit i de sæsoner, hvor man har negativt afkast - herunder at være i stand til at opretholde et investeringsniveau i spillerkvalitet på et højere niveau end konkurrenterne.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: Det kræver kapital/likviditet at "købe sig tid" til at lade de dyre fodboldspillere vinde tilstrækkeligt mange kampe over de billigere kolleger (og dermed sikre det høje økonomiske afkast) - og det kan sådan set både tilvejebringes gennem drift eller finansiering. I begge tilfælde gælder dog, at kapitalen på den lange bane skal forrentes i overensstemmelse med branchens høje risikoprofil.

Hvis man ser på PSE/F.C. København i de seneste otte sæsoner, så har fodboldklubben deltaget i Champions League gruppespillet i de tre. Det er næppe vanskeligt at forestille sig, at de tre sæsoner har genereret et afkast, der med bred margin sikrer, at det gennemsnitlige årlige afkast over de otte sæsoner har stået mål med branchens risikoprofil. Det ligner med andre ord en god forretning også på fodbold-forretningen.

fck har således skabt en succesfuld forretning både på det sportslige og det økonomiske. For mig at se må Brøndbys strategi være helt binær - ENTEN skal man leve i middelmådighed i de næste mange år. Det vil sige placeringer med en økonomi i balance som formentlig vil give placeringer fra nr. 2 til nr. 8 i de næste 10 år - og med et enkelt mesterskab i gennemsnit hvert 10. år. ELLER man må satse butikken på at blive det bedste hold i Superligaen - med dertil chance for økonomisk upside ved deltagelse i Champions League. Sidstnævnte strategi kan sagtens være med udgangspunkt i egen avl, talentudvikling og den strategi som Brøndby har kommunikeret. Men det er en højrisiko strategi, som vil medfører et våbenkapløb som vi har set i tidligere tider og som vi også har brækket halsen på.

Ifølge Per Rud har Brøndby allerede nu Superligaens næsthøjeste budget. Jeg vil stille mig tvivlsom overfor om Danmark og Superligaen kan bære at have 2 hold med 100 mio+ i spillerbudget. Brøndby er bagud fra start og det vil kræve en næsten uoverstigelig indsats at overhale fck på den lange bane - hvis de forsat kan pumpe flere penge end Brøndby i spillerbudgettet. Set i den sammenhæng er det peanuts som Brøndby har hentet i kapital.