mandag den 16. april 2012

3 og et halvt til valget … og på med arbejdshandskerne!


OK. Så er der gået et halvt års tid siden HTS og hendes regering overtog roret. Det har været en turbulent periode og en svær tid for den nye regering. Der har været hele løftebruds-problematikken, betalingsringen som regeringen måtte bakke ud af, intern strid imellem de 3 regeringspartier og deres støtteparti. For slet ikke at tale om intern strid i SF – hvor hele baglandet har været som de var mere end klar til mytteriet på Bounty. Det ser umiddelbart sort ud for HTS. Nogle kunne forledes til at tro at det hele snart falder fra hinanden og at vi snart skal til valg igen. Ingen store vindersager. Ingen god presse. Og helt forfærdelige menings-målinger. MEN spørgsmålet er om det virkeligt er så skidt, som det ser ud? Står regeringen overfor et kollaps? Jeg tror det ikke. Ingen i den nuværende regering (og for den sags skyld støttepartiet) har noget som helst at vinde ved at udskrive et valg i nær fremtid. Derfor kommer der med stor sandsynlighed ikke noget valg nu – eller i nær fremtid. Det kan simpelthen ikke betale sig. HTS og Villy har 3½ år til at vende meningsmålingerne. Det er meget lang tid. Det er på et historisk lavpunkt i forhold til popularitet – men tiden arbejder for dem. Det kan næppe blive værre. Selv små politiske sejr vil give god presse. Det handler om at udnytte de små sejre til at få vind i sejlet og få markeret sig i medierne. Primært kan man vel sige at de røde vælgere stadigvæk er røde – og at de blå vælgere faktisk har fået en hel masse blå politik uden at kvittere for det. HTS og Villy kan se frem på 3½ år, hvor der er en pæn chance for at Danmark – langsomt men sikkert vil bevæge sig ud af krisen. Sker det og kan man samtidigt få vind i sejlene på indenrigs-politikken med nogle symbolpolitiske grøn/røde forslag. Så vil vælger-tilslutningen også komme. HTS har mulighed for at gennemtvinge sin politik med liste Ø. Det vil efter min opfattelse skade Danmark. Men det vil være HTS og Villys eneste mulighed – hvis ikke partierne i blå blok indser at der ikke kommer et snarligt valg og dropper den 42 måneder lange valgkamp. 3 ½ år er alt for lang tid at vente på noget ordentlig politik. Derfor lyder min opfordring til K og V at de skal komme ud af hængekøjen og få lavet nogle kander kaffe og indse at også de bærer et væsentligt ansvar for at få Danmark ud af krisen ved at føre en ordentlig og anstændig oppositionspolitik. Så på med arbejdshandskerne V og K!    

Ingen kommentarer: