mandag den 21. november 2011

Hvad skal der egentlig til for at Brøndby's strategi bliver en ”game-winner”?



Siden sidste blog har Brøndby fået ny træner, vundet over fck over leveret et katastrofalt regnskab. Er det vendepunktet? Træner og direktør er uenige? For mig at se skal der en del mere til end en enkelt sejr for at vende skuden og med risiko for at lyde mere bitter end en kop god Espresso – så er jeg sikker på at det sidste (i hvert fald på den lange bane) har større betydning end de 2 første.

Med udgangspunkt i at Per Bjerregaard vil klubben det bedste har jeg sat mig for at undersøge hvilket rationale der ligger bagved det nuværende strategi og hvad der egentlig skal til for at den bringer Brøndby derhen hvor alle i Brøndby (inklusiv den nuværende ledelse – tillader jeg mig at formode) ønsker os hen – nemlig tilbage på toppen af dansk fodbold.

Strategi??!

Det første spørgsmål der melder sig i forhold til dette er – hvad er egentlig Brøndby's strategi? Et kig på ”den hemmelige” (brondby.com) og et par hurtige søgninger på google giver ikke megen hjælp. Brøndby's ledelse har behændigt undladt at kommunikere deres strategi og har også ved flere lejligheder kommunikeret at man ikke har en egentlig strategi – men at man snarere taler om tingene og drøfter mulige løsninger


På ”den hemmelige” finder man også relativt let Værdier, Vision og Mission – som er nogle relativt ”luftige” formuleringer om Sammenhold, Engagement, Underholdning, Vilje og Ambitioner – osv. Det nærmeste man kommer en direkte strategi omhandler en række punkter som kunne tolkes i den retning (om end med meget god vilje):

  • Brøndby IF skal være bedst i Norden
  • Brøndby IF skal have den mest solide økonomi
  • Brøndby IF skal have den største opbakning i befolkningen
  • Brøndby IF skal have det bedste talentarbejde i Danmark

Med risiko for at gå galt i byen har jeg derfor prøvet at på hvilke ting der er blevet sagt af ledelsen igennem det sidste års tid – og har ud fra dette ”strikket” en tilnærmet strategi som jeg opfatter den. Den ser nogenlunde således ud:

Det kan bedst beskrives med en blanding af en ”back to basics” strategi og en strategi ”hvor man sætter tæring efter næring”. Jeg anser det for en relativt defensiv strategi som tager udgangspunkt i ting – der har virket tidligere, dengang klubben var succesfuld i kombination med det faktum at økonomien / budgettet er stramt.

Man kan naturligvis diskutere om man sætter tæring efter næring når man kvartal efter kvartal leverer negative regnskaber – min kommentar hertil er at når man håndtere den type udfordringer med nedskæringer / fyringer og fokus på omkostnings-siden. Så er der tale om en defensiv strategi med det udgangspunkt.

Man kan også diskutere om Brøndby rent faktisk går ”back to basics” med at satse i højere grad på spillere af egen avl – da man i lange og succesfulde perioder hentede de bedste spillere i Superligaen til Brøndby. Men under alle omstændigheder er det sådan den er markedsført.

Det fodboldmæssige: BIF er på vej i retning af de dyder man havde i 90'erne. En høj grad af satsning på spillere fra egen avl. Man har trimmet truppen. Sænket sine omkostninger. Og fokusere på kvalitet i forhold til de spillere man henter (få men gode). Man vil satse langsigtet på samarbejde med trænere (?!?) og man vil satse på at bygge et hold op i højere grad end at sætte det sammen af stjerner som er hentet i 2-3 sæsoner. Man vil bygge holdet op og forstærke det løbende. Således at man kan spille med om guldet inden for et par år.

Det forretningsmæssige: Der er ingen udsigter til kapital udefra. Og man holder fokus på fodbold-forretningen og har opgivet kongstanken om at få andre (ikke fodbold-relaterede) forretnings-områder som kan bidrage med indtjeningen. Man arbejder målrettet på at trimme balancen (betale gæld) og på at få balance i regnskabet (fjerne underskuddet). Der er især fokus på omkostnings-siden som skal reduceres dramatisk.

Det ledelsesmæssige: Der er ingen udsigter til ændringer i topledelsen. Det har højeste prioritet at magten bliver hvor den er. De mennesker som udgør ledelsen har primært 2 kvalifikationer. 1) de er dygtige fodboldfagligt 2) de er 100 % loyale overfor den nuværende ledelse. Der er blevet renset ud i personer som har en erhvervsmæssig baggrund.

Er det så den helt rigtige strategi? Næppe! Men det er i hvert fald mit bud baseret på det jeg har hørt og læst, og i mangel af bedre tager jeg udgangspunkt i denne. Jeg lover at opdatere bloggen den dag der kommer en klart formuleret strategi fra Brøndbys ledelse.

Tja - umiddelbart ser det ikke så godt ud. De sportslige resultater lader vente på sig og det gør de økonomiske også. DNBhar lavet et godt stykke arbejde med analyserer fremtids-perspektivet og jeg vil tillade mig at henvise til deres arbejde i forhold til den nuværende økonomiske situation.

Er strategien så bære-dygtig?


Se især punkt 7 på nedenstående link.


ligesom det seneste kvartals-regnskab modtages meget negativt og ikke giver de store forventninger til et økonomisk vendepunkt:



Men kan det blive en succes?

Præmissen for at ovenstående strategi skal fører til at man indhenter og overhaler de andre hold i Superligaen er at Brøndby IF enten kan:

a) Gøre tingene bedre end de andre klubber. Altså få mere ud af pengene end konkurrenterne.
b) Tilføre flere penge end de andre klubber har mulighed for og få minimum det samme ud af pengene som de andre klubber.
c) Eller at man selv kører videre imens de andre klubber løber ind i problemer udefra - som Brøndby altså kan undgå, netop på grund af deres mere konservative strategi

Lad os tage dem en af gangen:

Gøre tingene bedre end de andre klubber. Altså få mere ud af pengene end konkurrenterne.

Er det sandsynligt at Brøndby kan få mere ud af pengene end andre klubber? Brøndby har altid været gode til at udvikle talenter. Spillere som Thomas Kahlenberg og Daniel Agger står som helt klare eksempler på dette. Faktum er at dette ikke er blevet nemmere. Mit Brøndby-hjerter råber til mig at selvfølgelig har vi stadigvæk Danmarks bedste talenter. Men min Brøndby-hjerne spørger mig, hvorfor slår de ikke igennem? Hvor er den næste Venstre Back eller super-angriber? Faktum er at det er ulige meget nemmere at slå igennem på et velfungerende hold. Næste problem er at vi nu også har svært ved at holde på de talenter vi har. Spillere som Daniel Wass vælger at sidde på bænken i Portugal/Frankrig frem for at få fast spilletid i Superligaen. Min vurdering er at det er et område med et stort uudnyttet potentiale, og jeg syntes det er klogt hvis planen er at opprioritere på dette område.

Med hensyn til at få mere ud af pengene på transfer-området, så betragter jeg det som en illusion. Jeg har stor respekt for Ole Bjur og det arbejde han laver. Men jeg må indrømme at jeg har meget, meget svært ved at se at Brøndby IF skulle kunne tiltrække spillere af højere kvalitet til billigere penge end man kan i fck, ob eller fcm. Det kan man naturligvis være heldig at gøre i enkelt-tilfælde – såsom Dennis Rommedahl. Men over tid er det naivt at tro. Jeg har ved flere lejligheder diskuteret dette emne med en mand som kender en del mere til fodbold-forretning end de fleste, og jeg har fået lov til at citere ham for følgende:

" Uanset hvor irriterende det end måtte være for dig/BIF, så er det økonomien, der over tid gør den afgørende forskel i fodbold - i Danmark og i resten af fodboldindustrien. Hvis BIF kan omsætte den store interesse (der dog ikke er helt så stor som før) til økonomi, der kanaliseres ind i spillertruppen, så vil det kunne ændre på magtforholdet - naturligvis kun i det omfang, at andre klubber ikke samtidig er i stand til at øge lønsummen etc. At benægte det er sympatisk, men meget lidt konstruktivt forhold til at finde en bæredygtig løsning for BIF i de kommende år. At tro, at det handler om at lade nogle andre gøre det samme - bare bedre - er ønsketænkning..." Dan Hammer tidligere Direktør i P&S.

Konklusionen på ovenstående bliver for mig at se at hvis Brøndby skal gøre tingene bedre end andre klubber. Så skal det ske inden for meget kort tid. Talenterne skal til at til at slå igennem på førsteholdet. Den anden måde Brøndby kan gøre tingene bedre end andre klubber – er ved at finde en måde at kanalisere at skabe økonomi ud af den store interesse der er om Brøndby. Spiralen er imidlertid nedadgående og spørgsmålet er om dette ikke er for sent? Under alle omstændigheder så lægger den nuværende strategi ikke op til et varmt samarbejde med f.eks. Det Nye Brøndby.

Man kan tilføre flere penge end de andre klubber har mulighed for og få minimum det samme ud af pengene som de andre klubber.


Brøndby har pt valgt en model som ikke gør det muligt at hente den nødvendige kapital udefra uden at afgive magten. Man har opgivet alle planer om at sikre indtægter fra nye tiltag (multi-hal etc). Alle fodbold-relaterede indtægter (Sponsorer, tilskuere, merchandise) er faldende. Alle former for initiativer som har til formål at skaffe fremmed kapital strider basalt imod strategien om ikke at afgive magten. Senest har det kostet et par direktører livet. Først Hermann Haraldsson - da han ville have KASI-jesper om bord. Dernæst Frank Buch Andersen da han stillede spørgsmålstegn ved PB's dømmekraft og fyrede sønnen. Allerseneste udvikling på dette punkt var et benspænd overfor den seneste direktør som ønskede at benytte en hedge-fond til at finansiere spiller-indkøb.

Da det umiddelbart heller ikke ligger i kortene at man kan udvide aktie-kapitalen uden at afgive magten er mulighederne for at indhente konkurrenterne her meget små. Det er et emne som jeg ved flere lejligheder har diskuteret med Dan Hammer – som (ikke overraskende) har følgende syn på hvordan man bør drive en fodboldklub.

”At BIF - alene fordi de er BIF - over tid vil præstere bedre end klubber, der har en forretningsmodel, der sikrer en større økonomisk allokering til fodboldholdet end BIF. Hvis den sportslige forskel mellem FCK og BIF mindskes i de kommende år, så garanterer jeg dig, at det før eller siden vil afspejles i omkostningen til spillertruppen (løn og afskrivninger på transferrettigheder). Så enten skal BIF finde veje til kontinuerligt at kunne købe og fastholde dyrere/bedre spillere eller også skal FCK bevæge sig i den modsatte retning." Dan Hammer tidligere Direktør i P&SE.

Således er det min vurdering at der er meget lidt håb for fremtiden under dette punkt. Her ser det ud til at vi skal hænge vores hat på at de andre klubber løber ind i problemer.

Eller at man selv kører videre imens de andre klubber løber ind i problemer udefra som Brøndby kan undgå, på grund af deres mere konservative strategi


Der er altså umiddelbart kun meget lidt der taler for at Brøndby vender tilbage som dansk fodbolds magtfaktor under de nuværende omstændigheder. Men der kan naturligvis komme ting udefra som kan ændre tingene. Jeg har umiddelbart kun kunne komme i tanke om 2 ting som kan gøre en markant forskel.

1) En dramatisk udvikling i finans- og gælds- krisen i Europa.

Hvis man seriøst tror på at krisen i Europa udvikler sig meget slemt. Så slemt at store banker lukker, så slemt at store, gældstunge virksomheder må opgive at betale sine regninger og så slemt at de store ligaer med de store tv-aftaler må kæmpe for livet. Sker det er jeg sikker på at det giver god mening at have en trimmet balance (et minimum af gæld), have fokus på kerne-kompetence og have fokus på ikke at have underskud? Er det et muligt scenarium? Bestemt! Er det sandsynligt? Næppe – er min vurdering.
Men man må da objektivt vurdere at hvis det er rationalet bag strategien så er det absolut en godkendt strategi. Så er det bare at håbe det værste for økonomien.

2) UEFA's direktiv for Finacial Fair Play.

Brøndbys ledelse har ved flere lejligheder talt om den trussel der kommer fra UEFA's direktiv for Finacial Fair Play også omtalt som økonomisk doping. Man kan godt argumentere for at indførelsen og en streng håndhævelse af disse regler vil gøre Brøndbys strategi til en ”Game Winner”. Hvis fodbold-klubberne skal efterleve reglerne om at have et balanceret budget, vil dette ændre fodbold magtbalance som den ser ud i dag og der er da heller ingen tvivl om at de punkter som fremhæves af UEFA virker fornuftige og at Brøndbys strategi er godt i tråd med tankerne heri.

• to introduce more discipline and rationality in club football finances;
• to decrease pressure on salaries and transfer fees and limit inflationary effect;
• to encourage clubs to compete with(in) their revenues;
• to encourage long-term investments in the youth sector and infrastructure;
• to protect the long-term viability of European club football;
• to ensure clubs settle their liabilities on a timely basis.

Man kan læse mere om direktivet på UEFA's hjemmeside.



Er det realistisk at UEFA vil indføre skrappe sanktioner og ændre markant på magt-balancen i europæisk fodbold? Jeg har igen spurgt en mand med fingeren på pulsen i international fodbold og fået lov til at citere ham;

”Det kan være meget vanskeligt at trække relevante grænser i forhold til en klubs økonomi (skal stadionindtægter fra koncerter eksempelvis regnes med i fodboldklubbens "UEFA-regnskab"?). Derudover er svært at vide, hvornår et økonomisk overforbrug er udtryk for investering i et nødvendigt sportsligt kvalitetsløft (der først giver økonomisk afkast om 2-3 sæsoner, hvis overhovedet), og hvornår det er et uansvarligt overforbrug (finansiel doping)? I øvrigt kan kapitaltilskud vel camoufleres som indtægter (eksempelvis fra sponsorater), hvilket gør det meget vanskeligt at vurdere, hvornår en klub reelt drives økonomisk uansvarligt.

Endelig skal man huske på, at finansielle restriktioner vil cementere forskellene mellem ligaerne på klubplan, idet en storklub i et mindre land/liga ikke - med åbne øjne og fuld økonomisk risiko - vil kunne få lov til kontinuerligt at investere i dyre spillere for at matche mellemklubber i ligaer, hvor der er en større basisindtjening på grund af nationale tv-indtægter (samtlige Premier League-klubber er vist sikret en national tv-indtægt, der overstiger hele F.C. Københavns omsætning selv i et CL-år)”
Dan Hammer tidligere Direktør i P&S.

Min konklusion på ovenstående er at det er en smuk tanke, men også relativt naivt at tro på at UEFA både kan og vil håndhæve direktiv for financial fair play til et punkt hvor dette vil ændre situationen så meget at Brøndby står tilbage som ”game winner”. Det er simpelthen ikke realistisk og troværdigt at UEFA vil sende chok-bølger igennem Europæisk fodbold og ramme mange af de fodbold-klubber som i dag er flag-skibe i Champions League. Desuden er det utroligt svært at forestiller sig nogle regler som rent faktisk lader sig administrere i praksis.

Samlet set skal man nok håbe på at jeg har ramt HELT ved siden af med min vurdering af den nuværende strategi. Ellers er det blot at håbe på at mindst en håndfuld af talenterne slår igennem på førstehold og landshold. Eller at Europas samlede fodbold-industri rammes hårdt af enten krisen eller af et stramt indført direktiv til Financial Fair play.

Ellers er det tilbage til tegne-bordet, Per Bjerregaard…

/JOR-EL