Vilforts sidste kamp
Dette blog-indlæg starter med at en god ven – lad os for nemheds skyld kalde ham for Brilleaben – ringer til mig umiddelbart efter Horsens-kampen. I husker nok kampen med det forsmædelige nederlag på 4-1 hjemme på vores eget stadion. Brilleaben er for øvrigt den samme gut, jeg år efter år og sæson efter sæson har et væddemål kørende om hvilket af vores respektive hold der bliver bedst placeret. Brille-abens selvtillid er vokset betragteligt igennem den sidste år-række. Jeg vil sige til det næsten uudholdelige – på seneste har det imidlertid fået en ny drejning. Jeg tror sq oprigtigt at brilleaben har fået ondt af mig. Det er sq næsten det værste.
Nå – Brilleaben ringer:
Brilleaben: med et smørret grin … "Hey, så du kampen ?"
JOR-EL: "jeps!"
Brilleaben – kommer så her med en række af mere eller mindre morsomme og mere eller mindre subtile fornærmelser … som jeg vil skåne jer for (idet jeg er sikker på at i alle har jeres egen Brilleabe – til den slags).
JOR-EL: "…suk …"
Brilleaben: – med en temmelig skuffet undertone "Er du der endnu?"
JOR-EL: "jeps"
Brilleaben – med oprigtig medfølelse i stemme" …tror du ikke det er tid til at forlade den synkende skude og komme med ind og se noget ordentligt fodbold …"
JOR-EL … føler et kvart sekunds tvivl inden han trykker på den røde knap på telefonen … dut-dut-dut...
Jeg gik straks herefter ned og købte den kasse øl, jeg med sikkerhed kommer til at give til Brilleaben efter sæsonen. Med den gerning vel overstået var det tid til at overveje hvorfor hulen man bliver ved med at holde med den klub, som uge efter uge giver et solidt spark i bollerne. Ikke fordi jeg var i tvivl om mit tilhørsforhold – slet ikke! og da slet ikke da de 0,25 sekunders tvivl var overstået. Jeg har bare lyst til at kunne argumentere og forklare hvorfor jeg stædigt som en Ronkedor (en udstødt han-elefant) bliver ved med at holde med de blå/gule også selv om det ikke umiddelbart ligner en retur-billet tilbage til toppen af dansk fodbold. Tidligere kunne man relativt let affeje Brilleaben med argumenter om vi snart var tilbage, eller at de sikkert også selv gik konkurs derinde, eller at vi havde en helt utrolig fan-kultur og god stemning på stadion, eller at det kun var et spørgsmål om tid før skuden var vendt og at Brøndby IF havde et fuldstændigt fantastisk uforløst potentiale. Faktum er jo efterhånden bare at alle disse argumenter (og mange flere) efterhånden virker tynde og udvandede. Jeg måtte på jagt efter nye argumenter.
Her vil jeg så gerne springe lidt i tiden, og fortælle lidt om en af de helt store oplevelse jeg har haft med Brøndby IF. Jeg har været fan siden firserne, så der har været mange store oplevelser. Mange gode kampe og mange gode fester – jeg bliver glad ved tanken om Allan Ravns mål imod Bayern München i CL, ved tanken om 5-0 sejren (i ved nok), ved tanken om udebaneture til alverdens eksotiske og knap så eksotiske områder. Men een oplevelse står alligevel meget klart og mere klart end så meget andet.
Vi er tilbage omkring årtusind-skiftet (om det er 1999 eller 2000 fortaber sig hen i det uvisse). Dengang var jeg næstformand i Brøndby Support København, en lokalafdeling med mottoet "Vi er stivest herhjemme, vi har været det længe, Vi er Brøndby Support København!" I BSK var vi en flok som syntes det hyggeligt at følge Danmark Serie holdet (Brøndbys andethold) idet de typisk spillede lørdag formiddag, så med en pose øl under armen kunne man relativt billigt hygge sig med et par kammerater samtidigt med at man kunne varme op til aftenens bytur. Perfekt – og som en lille ekstragevinst havde man så også insider-viden om nye talenter inden de debuterede på førsteholdet. Vi havde fulgt holdet hele sæsonen og undervejs hygge-sludret med en del andre fans – det gav god street-kredit at blive genkendt ude ved bane 2.
DS-holdet havde til sidst kvalificeret sig til DS finalen. Til vores helt store begejstring læser vi på SSO at man vil lave "den første officielle udbanetur" for DS holdet. Helt utroligt – vi var ellevilde. Det viste sig imidlertid at der ikke kom tilmeldinger nok. Vi var ekstremt skuffede. Det blev imidlertid startskuddet for et helt unikt samarbejde imellem de stive BSK’ere og de hellige "Jesus-freaks" – ret hurtigt fik vi lejet et lig af en bus og kørte til Ikast på en yderst farverig og mindeværdig tur. Her så vi DS holdet tabe 3-1 (i en ikke særligt velspillet kamp). Kampens spillemæssige højdepunkt var da man i det sidste 10 minutter skiftede man rent faktisk pensionerede Kim Vilfort ind i et forsøg på at vende kampen. Drengene tabte godt nok, men med opbakning fra 20-30 ellevilde Brøndby fans. Efter kampen smed spillerne deres medajler ud til pøblen – jeg har stadigvæk den medalje jeg greb fra Ali Aliji (for øvrigt medaljer der 100% magen til det sæt der uddeles i Superligaen). Selve oplevelsen og turen var stor, sjov og mindeværdig og det samme var hele den kultur og sammenhold der blev skabt omkring DS holdet dengang. Når jeg tænker tilbage på den tur, tænker også tit, hvor forskellige vi alle sammen var.
Læs det oprindelige kamp-referat her:
http://web.archive.org/web/20010506033440/http://w1.1761.telia.com/~u176101279/dscrew.htm
tryk på: Tur-referater og herefter på Ikast fS-Brøndby IF 3-1 (3-0)
Men det som gjorde allermest indtryk fra dengang var det sammenhold og kammeratskab man kunne finde med ligesindede fans. Som Brøndby-fan kan man være tyk eller tynd, stiv eller ædru, religiøs eller ateist, højtuddannet karrierer-fræsser eller arbejdsløs maler, rød, blå, hvid eller sort. Det betyder intet. Det er præcis her at Brøndbys motto om "mere end en klub" kommer til sin ret. Alle er lige – uanset udgangspunkt.
Derfor kære Brilleabe, kan du fisse af med din Café Latte og din deltagelse i Champions League. Brøndby er værd at følge i Danmark-Serien og alle andre steder, alene på grund af de mennesker som brænder for klubben. Kære Brøndby – du hænger på mig, og jeg hænger på dig.
/JOR-EL
d. 22. september 2011